L31 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love.

Ordførertale for L31 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og forskellige andre love. (Afskaffelse af multimediebeskatningen, ophævelse af skattebegunstigelsen for medarbejderaktieordninger, ophævelse af skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer m.v., lønsumsafgiftspligt for aflønning i aktier og købe- og tegningsretter til aktier m.v., justering af boligjobordningen, ophævelse af loftet over børne- og ungeydelsen og tillæg til grøn check m.v.).

Jeg gentager gerne hovedbudskabet fra Venstre, og det er, at vi ikke synes, at det skal være dyrere at være dansker. Nu står vi igen med et lovforslag – en del af den røde finanslov – som entydigt vil gøre det dyrere at være dansker, og derfor er det jo rimelig logisk allerede nu at slå fast, at det selvfølgelig ikke er et forslag, som vi kan støtte i Venstre.

Hvad går forslaget så ud på? Ja, man kan vel egentlig kalde det alt godt og skidt fra Skatteministeriet. Der er syv elementer i det. Jeg tror ikke, at jeg når at komme omkring alle elementerne, men lad mig starte fra en ende af.

I forhold til det første punkt, nemlig afskaffelse af multimediebeskatningen, vil jeg sige, at det jo da lyder fristende at få afskaffet multimedieskatten, men når man så går et spadestik dybere, er der måske ikke så meget at se positivt på. For det centrale er jo, at man genindfører en endnu ikke afklaret form for beskatning af fri telefon. Noget tyder på, at vi får en smartphoneskat, altså hvor en iPhone skal beskattes, mens en iPad ikke skal. Den større logik i det har vi endnu til gode at forstå.

Sådan er der rejst ufattelig mange spørgsmål, siden regeringen barslede med forslaget. Altså, der tages slet ikke højde for den teknologiske udvikling på området, og jeg er helt sikker på, at vi vil blive vidne til her i Folketinget, at der vil blive rettet, justeret og strammet i reglerne fremover. Efterhånden som erfaringerne gøres og regeringen mener, at der er ting, der måtte være for lempelige, er vi i Venstre ikke i tvivl om, at der vil komme yderligere stramninger.

Ændringen betyder også, at den bruttolønsordning, som mange i dag har stor glæde af, stort set de facto og reelt bliver afskaffet. Jeg synes også, det er imponerende – vi har jo set et eksempel beskrevet i medierne på, hvorledes man nu vil opnå en beskatning på 150 pct. i forbindelse med indkøb over en bruttolønsordning – for man må da sige, at selv for en minister fra SF er det godt gået at øge beskatningen til 150 pct.

For bare at understrege de bekymringer, som jeg her rejser, er det jo af medierne i dag fremgået, at såvel Dansk Erhverv som IT- Branchen forventer, at det provenu, som Skatteministeriet har beregnet, ikke holder, for de forventer, at langt flere vil blive omfattet af beskatning af fri telefon.

Et andet element i lovforslaget er ophævelsen af skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Det er velkendt, at vi i Venstre har været store tilhængere af, at arbejdsgiverne kunne tage et større socialt ansvar, så når en virksomhed gik ind og gav alle medarbejdere en sundhedsforsikring, skulle det ikke have skattemæssige konsekvenser. Derfor mener vi, det er helt forkert at ophæve skattefriheden for sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger. For som også flere høringssvar påpeger, kan forslaget reelt føre til, at sygefraværet på arbejdspladserne vil stige. Ja, der skal jo heller ikke meget logik til at forestille sig, at hvis ikke en operation betales af en sundhedsforsikring, skal den af gode grunde betales af de offentlige kasser via de offentlige sygehuse, og så ender vi med at stå med større udgifter til sundhedsvæsenet, som skal finansieres af skatteborgerne, i stedet for at nogle benytter en sundhedsforsikring. Så spørgsmålet er, hvorvidt der i det hele taget – når man gør hele regnestykket op – reelt kommer til at ses en besparelse for statens vedkommende.

Boligjobordningen får også en justering, og vi skal da fra Venstres side glæde os over, at ordningen overlever 1 år mere, end regeringen ellers havde stillet i udsigt. I den forbindelse kan jeg love skatteministeren, at vi i Venstre vil spørge ind til, hvornår det indberetningsmodul hos SKAT bliver klar, således at den digitale indberetning og afregning i alles interesse kan foregå hurtigst muligt.

Endelig vil jeg – alt efter hvad tiden tillader i forhold til de mange elementer – slå ned på, at der indføres en supplerende grøn check til familier med lave indkomster på 23 kr. om måneden, og det er så det, der skal kompensere for den her afgiftsbuket med voldsomme stigninger, som vil ramme hårdt og tungt i familier med de mindste indkomster. Men de kan jo så glæde sig over, at de får 23 kr. ekstra om måneden.

Det er et forslag, der gør det markant dyrere at være dansker, og som ikke er med til at sikre en positiv udvikling, så vi bliver mere konkurrencedygtige, og så det ikke bliver dyrere at være dansker. Så vi har faktisk ikke ret meget pænt at sige om det.

Så vi kan fra Venstres side ikke støtte forslaget

 

Ingen kommentarer endnu.

Skriv en kommentar