Om Torsten
Torsten Schack Pedersen er Thy og Mors’ medlem af Folketinget. Han er Venstres skatte- og teleordfører og sidder i Udvalget til Valgs Prøvelse, Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget og Skatteudvalget samt Udvalget for Landdistrikter og Øer.
Torsten er uddannet cand.polit. og sidst, men ikke mindst, så er han far til Daniel og Sofie og gift med Louise.
Kasketten kan have mange navne. Men bag de mange titler gemmer der sig en ærgerrig og viljestærk person, der brænder for at skabe de bedste muligheder – uanset om det gælder Danmark, Thy og Mors, erhvervslivet eller sin familie.
” Min personlige politisk drivkraft har altid været ønsket om, at skabe rammerne for et samfund hvor borgerne har størst mulighed frihed til at skabe sig, det liv de ønsker. Jeg tror på, at den enkelte er bedste til at vide, hvad der er rigtigt for dem. Derfor er det frie valg en grundlæggende sag, som jeg arbejder for. “
Torstens politiske karriere begyndte den 25. januar 1993 – dagen hvor Poul Nyrup Rasmussen blev statsminister. Den dag meldte Torsten sig ind i VU og Venstre og har lige siden været politisk aktiv. Han blev valgt til Folketinget ved valget i 2005 og blev i 2007 genvalgt med over 8.500 personlige stemmer i Thisted-kredsen.
Efter valget i 2005 var han Venstres videnskabsordfører og fra 2007 var han skatteordfører, indtil han i februar 2010 blev udnævnt som Venstres erhvervsordfører. Som medlem af både Skatteudvalget, Erhvervsudvalget og Finansudvalget er den økonomiske ansvarlighed et omdrejningspunkt hos Torsten.
“ Det duer ikke at bruge flere penge end man har. Hverken når det gælder statens økonomi eller sin egen private økonomi. Vi kan ikke sætte kontrollen med offentlige udgifter over styr, som Socialdemokraterne og SF ønsker. Vi har en forpligtigelse til at få den danske økonomi på rette spor igen efter den økonomiske krise. Vi skylder – både os selv og de fremtidige generationer – at gøre vores bedste for at skabe en sund og stærk dansk økonomi med sorte tal på bundlinjen. ”
Der er ingen tvivl om, at det politiske ansvar bliver taget meget alvorligt. Respekten for skatteborgernes penge er helt centralt i Torstens politiske arbejde.
“Hver eneste skattekrone er et produkt af danskernes hårde arbejde. Derfor har vi som politikere et enormt ansvar for at få det meste ud af de penge. Når vi er det land i verden, der bruger flest penge på den offentlige sektor, så skal vi også have de bedste børnehaver, skoler, sygehuse og plejehjem. Det handler om at få mest mulig velfærd for hver enkelt krone.”
Selvom politik fylder meget i Torsten hverdag, er der også plads til familie og venner. Privat er Torsten gift med folketingsmedlem Louise Schack Elholm, som er Venstre bolig- og familieordfører. Sammen har de to børn.
“Louise og jeg mødte hinanden i 1998, og ret hurtigt fandt vi ud af det skulle være os. Vi flyttede sammen et år efter, og i 2004 var jeg på knæ og friede til Louise. Heldigvis sagde hun ja, og vi blev gift den 10. september 2005. Den 17. september 2007 blev Louise og jeg til en rigtig familie, da vi fik vores første barn, Daniel. I maj i år var vi heldige at få endnu en guldklump til, da lille Sofie kom til verden. ”
“Det betyder rigtig meget for mig at være sammen med mine børn. Der skal være tid til, at jeg kan tage med min søn til fodbold, og tid til at pusle om Sofie – også selvom både Louise og jeg har en travl hverdag.”
Når fritiden ikke står i familiens tegn, så bruger Torsten gerne tiden på at spille badminton med vennerne eller på havearbejde.
“ Jeg elsker at gå i haven. Det er ikke fordi jeg er den store plantekender, men jeg nyder at slå min græsplæne med min gammeldags håndskubber. Det giver mig ro at være udenfor, og først og fremmest giver det et pusterum fra en ellers hektisk hverdag.“


Nye kommentarer