Økonomi

Økonomisk ansvarlighed

For mig er økonomisk ansvarlighed et politisk kernepunkt. Økonomisk ansvarlighed handler om, at man ikke bruger penge, der ikke er tjent. Det handler om, at have råd til at sikre vores velfærd. Det handler om, at efterlader man problemerne uløste, bliver de større i fremtiden. Det handler om en realistisk og troværdig løsning på de økonomiske problemer – også på den lange bane. Det er, hvad økonomisk ansvarlighed er for mig ogVenstre.

Økonomisk ansvarlighed handler om at skabe det nødvendige fundament for vækst. Vi kan ikke beskatte os til mere vækst. Vi kan ikke skabe vækst ved at øge de offentlige udgifter. Og vi kan ikke skabe vækst, hvis vi øger gælden. Det er afgørende, at de danske virksomheder og iværksættere får de rigtige betingelser for at vokse. Kun derigennem kan vi skabe vækst og flere arbejdspladser til Danmark. Vækst er forudsætningen for varig velfærd.

Økonomisk ansvarlighed kræver politisk mod – mod til at lave de nødvendige reformer, der kan få Danmark på ret kurs. Derfor har vi gennemført en genopretningspakke, der betaler kriseregningen på den korte bane. Der skal være balance i budgetterne og troværdighed om den økonomiske politik. Det skal sikre, at Danmark fremadrettet har sunde offentlige finanser og forbliver et attraktivt land at investere i. Netop for at fastholde Danmark som et attraktivt investeringsland, og skærme den danske økonomi har regeringen fremlagt pakken ”holdbar vækst”. Med den nuværende uro på de finansielle markeder har vi brug for at understøtte den økonomiske vækst ydereligere. Kernen i ”holdbar vækst” er, at sikrer en bæredygtig udvikling i den offentlige økonomi og bygge oven på de økonomiske tiltag, som regeringen allerede har taget og som har sikret stor tillid til den danske økonomi.

Økonomisk ansvarlighed er at være på forkant og have overblik. På den lange bane har Regeringen fremsat et forslag til en tilbagetrækningsreform og en reformpakke, der skal løse de fremtidige udfordringer. Vi står i en situation, hvor arbejdsstyrken falder og flere ældre går på pension. En tilbagetrækningsreform sikrer flere hænder på arbejdsmarkedet, der kan være med til at finansiere velfærden i fremtiden. Der skal naturligvis stadig være alternativer til den nedslidte. For at den offentlige økonomi skal hænge sammen i fremtiden, har vi brug for at alle raske danskere bliver lidt længere.   

Økonomisk ansvarlighed handler om Danmarks fremtid.