Ikke alene er det ikke klædeligt at tale sådan om ens land, det klæder heller ikke regeringen at løbe fra sine løfter og bortforklare med usande påstande.

Under VK-regeringen var der ingen grænser for, hvad man ifølge den røde blok burde bruge flere offentlige kroner på.

Igen og igen blev der råbt på flere penge til Gud og hvermand, og Venstre blev bebrejdet for sin modvilje mod ødslen med borgernes penge.

Efter valget har piben imidlertid fået en anden lyd. Under valgkampen fortsatte man sine ufinansierede løfter om alt det gode, man ville gøre for andres folks penge – to-lærerordning, flere sengepladser på hospitalerne, kortere ventetid på skadestuerne, flere penge til pensionisterne, ingen efterlønsreform, boligpakke mv.

Så blev regeringen dannet, og der var pludselig ingen grænser for elendigheden.

Da det viste sig umuligt at komme igennem med de utallige dyre løfter, greb man til et gammelkendt trick for en i knibe: Bortforklaringer.

Problemet for den røde blok er ikke blot dobbeltmoralen, men også at man simpelthen ikke har ret i de påstande om VK-regeringens økonomiske politik, som man gentager i en uendelighed.

* Dansk økonomi er en af de bedste i OECD, viser helt nye tal.

* Danmark klarer sig langt bedre under den finansielle krise end mange andre EU-lande.

* Danmark er et af i alt 14 lande, der har fået AAA-vurderingen fra de udenlandske ratingbureauer.

* Danmark havde gæld for 268 mia. kr., da Poul Nyrup forlod Statsministeriet. Da krisen ramte, var gælden ændret til et tilgodehavende på 92 mia. kr.

* Danmark havde i 2005-2008 et af de højeste offentlige overskud i EU.

Sandheden er, at det valgprogram, som S og SF præsenterede danskerne, var underfinansieret med mellem 22 og 39 mia. kr.

Det har hovedarkitekten finansminister Bjarne Corydon måtte indrømme over for Folketingets Finansudvalg i et svar til mig.

Derfor er S og SF’s mange løftebrud deres egen skyld.

At forsøge at dække sig ind under finanskrise og landets svære økonomiske situation, er notorisk forkert.

Ja. nærmest løgnagtigt at påstå.

Krisen er alvorlig.

Den har ramt mange danskere hårdt, kostet mange arbejdspladser og sat boligmarkedet i stå.

Det er en ringe trøst, at det kunne have været værre.

Ikke desto mindre er det sandheden, når man sammenligner VK-regeringens økonomiske politik med alle de grådige ønsker og tomme løfter, som den røde blok fremturede med i 2001-2011.

Nu hvor man skal indfri løfterne og stå til ansvar, er mulighederne pludselig meget ringere, end da man selv behandlede samfundskagen, som var den en buffet med fri adgang for alle og betalt af nogle andre.

Men på den anden side kan man måske ikke forvente andet af en letbenet regering, hvis holdninger blæser i vinden.

Med aftalen kan borgere, som bor i tyndt befolkede områder, hvor er ikke er mulighed for fjernvarme, ånde lettet op. Venstre har med aftalen sørget for, at danskerne fortsat kan etablere oliefyr i områder, hvor der ikke er mulighed for at tilslutte sig fjernvarme eller naturgas. Dermed slipper op imod 150.000 familier for en ekstraregning på flere tusinde kr. til en alternativ energikilde.

Energiforliget åbner samtidig op for bedre rammevilkår for biogas-producenter. Aftalen forhøjer blandt andet den samlede støtte til biogas og forbedrer afregningspriserne for biogasmaterialer, hvilket gør det mere fordelagtigt at oprette biogasanlæg og mere rentabelt for landbruget, som leverer råstofferne.

Liberal Alliance anklager Venstre for at begå løftebrud med den nye aftale. Jeg synes, at Liberal Alliance skulle komme ned fra den høje hest og tage ansvar. Før valget fremlagde VK-regeringen en ambitiøs energiplan til 3,6 mia. kr., der skulle sætte gang i en grøn omstilling af vores energiproduktion. Til forskel fra den nuværende regering, så holder vi i Venstre de løfter, som vi gav før valget. Derfor har vi også kæmpet for, at omkostningerne ved energiaftalen ikke blev højere end det niveau, som vi selv foreslog for ét år siden.

Venstre har i det nye energiforlig taget ansvar, som Danmarks største parti, og været med til at skabe en balance mellem miljøet og væksten, som regeringen ellers ikke have blik for i sit udspil. Aftalen er ikke blot en sejr for Venstre, men en sejr for hele Danmark. Men aftalen har vi taget nogle vigtige skridt i retningen mod et grønnere Danmark.

Jeg køber ikke ind på den dagsorden, der vil gøre landets yderområder til ofre og tabere. Den karakteristik passer langt hen ad vejen ikke spor. Yderområderne er hårdt ramt af finanskrisen med et svindende antal arbejdspladser, et tilfrosset boligmarked og regeringens afgiftsdagsorden, der gør livet sværere for erhvervsliv såvel som privatpersoner. Men Danmarks yderområder indeholder også store muligheder, hvis de gives de bedste rammebetingelser for vækst og velstand.

Det er derfor med oprigtig undren, at jeg må konstatere, at Morsø Kommune får 5,244 mio. kr. mindre og Thisted Kommune 2,088 mio. kr. Kommunerne skal af med henholdsvis 0,17 og 0,03 % af beskatningsgrundlaget.

I skarp kontrast hertil står Hjørring Kommune, der ifølge beregningerne skal have 15,491 mio. kr. mere om året og kan sænke skatten med 0,23 % og stadig have det samme at gøre med?
Eller hvad med Frederikshavn, der scorer 21,396 mio. mere årligt på forslaget til den nye ordning? Det virker urimeligt og jeg glæder mig til at se Margrethe Vestager forklare tallene.

Udligningsreformen er endnu et bevis på, at regeringen siger det rigtige og gør det forkerte. Man taler om at overføre værdi fra by til land, men det gælder åbenbart ikke for Thy og Mors. Man taler om at skabe grøn vækst, men i sin klimakamp eksporterer man arbejdspladser ud af landet i hobetal. Man taler om skabe bedre konkurrenceevne, imens man øger afgifter og skatter og fjerner incitamentet til at arbejde.

Jeg vil som folkevalgt i Thy og på Mors forfølge den opgave, der går på at sikre en rimelig fordeling af midlerne. Det er ikke rimeligt, at de mindre kommuner i Nordjylland skal punge ud til langt større byer. Det ligner systematisk nedgradering af landkommunerne, og det kan ingen være tjent med.

En af vejene til vækst går gennem stabil og sikker dækning på mobiltelefonen såvel som computeren. Når økonomien og samfundsudviklingen kalder på vækst, handler det fra politisk hold om at give de allerbedste betingelser.

Derfor er min målsætning som teleordfører for Venstre, at alle danskere i 2020 skal have adgang til 100 mbit/s bredbånd. Ens muligheder for at arbejde hjemmefra, være freelance eller bruge internettets muligheder som privatperson skal ikke afhænge af, om man bor i Vildsund eller Vedbæk.

Det er vigtigt at understrege, at den manglende dækning er et problem, der skal løses af markedet. Skatteyderne skal ikke betale for udbygningen af teleinfrastrukturen. Fra politisk hold skal vi gøre vores for at skabe de bedste rammebetingelser, men opgaven ligger hos markedsaktørerne. Staten skal give bedre mulighed for netværksdeling, hvor flere aktører går samme om de samme driftsanlæg og der skal stilles krav om nedgravning af rør i forbindelse med gravninger. Samtidig skal dem, der lægger rør ned, belønnes med retten til disse rør.

Med nye frekvenser stiller vi krav om, at udbyderen skal levere min 10 mb i over 200 postnummer inden udgangen af 2014.  Det giver et markant løft til bredbåndsdækningen i DK.

Vi skal have kommunerne i tale, så høje grundpriser og stramme lokalplaner ikke bliver hindringen for opsætning af nye master.

At bruge penge, man ikke har, er ikke vejen frem. Bedre rammevilkår for et stærkt telemarked er den langsigtede løsning.

På baggrund af henvendelserne stillede jeg derfor den 13. januar spørgsmål til skatteministeren, om han ville ændre ordningen. Det havde han seks hverdage til at svare på. Der kom desværre intet svar fra skatteministeren, og jeg rykkede og rykkede for svar. Senest den 15. februar, hvor jeg spurgte om, hvorfor jeg ikke havde fået svar på mine spørgsmål inden for tidsfristerne fastsat i Folketingets forretningsorden. Det spørgsmål skulle jeg så egentlig have haft svar på den 22. februar – det fik jeg heller ikke.

Onsdag (29.02) gik jeg til BT med historien om, at skatteministerens passivitet ville koste boligejerne penge. Onsdag var nemlig sidste frist for indberetning af fradraget til SKAT.

BT skrev historien på deres hjemmeside kl. 15.33:

Kl. 15.48 tikkede svarerne fra skatteministerens så pludselig ind i min indbakke.

Kl. 16.00 havde Ritzau en nyhed om, at regeringen vil ændre fradragsreglerne.

Tilfældigt? Nej! Det er rødt spin – og lige tykt nok.

For vi har jo en regering, der lover god regeringsførelse. Svarfrister skal overholdes. Folketingets arbejde skal respekteres. Jeg husker, at en tidligere minister fra VK-regeringen blev kritiseret for noget, der minder om skatteministerens adfærd. Det gør det jo let at få denne samme kritik frem igen!

Torsdag gentog historien sig så. Jeg havde spurgt skatteministeren om hvor meget, der var indbetalt på den frivillige skattekonto. Altså en konto, hvor danskere, der mente, at de betalte for lidt i skat, kunne indbetale noget ekstra. Jeg indrømmer gerne, at jeg har en forkærlighed for kontoen. Det var i min første periode som skatteordfører under Kristian Jensen, at vi aftalte, at kontoen skulle oprettes. Det var så under Troels Lund Poulsen, at kontoen formelt blev oprettet.

Jeg er ikke i tvivl om, at Thor Möger lukker kontoen, fordi han er bange for, at manglende indbetalinger understreger, at danskerne mener, at de betaler så rigeligt i skat. Skatteministeren bruger godt nok alle mulige undskyldninger, men det centrale er jeg helt sikker på!

I øvrigt påfaldende, at jeg igen fik mit svar kl. 14.43, og at skatteministeren var ude med en pressemeddelelse kl. 14.45. Jeg tror, at statsministeren og Folketingets præsidium må vurdere, om det lever op til regeringens flotte ord om konstruktivt samarbejde med Folketinget – svaret er ganske tydeligt nej!

Spørgsmålet er, om man skal have en europæisk eller global tobinskat. Den europæiske version vil presse handlen til dele af verden, hvor den ikke møder bedre forhold som det f.eks. ses i dag med Cayman Islands. En global tobinskat uden undtagelser virker i bedste fald usandsynlig.

En ting er imidlertid sikker uanset løsningen; du og alle de andre forbrugere betaler gildet.

Hvem endte med at betale, da afgifterne på alkohol og cigaretter blev sat op? Ikke Skandinavisk Tobakskompagni og Carlsberg, men danskerne! Forbrugerne bliver ramt, når afgifter sættes op og derefter virksomhederne. I forhold til afgifter på cigaretter og alkohol går det hårdt ud over detailhandlen. Tobinskatten vil føre til tabte arbejdspladser i den finansielle sektor.

Regeringen står for en afgiftspolitik, der effektivt gør hverdagen dyrere for den enkelte dansker og eksporterer arbejdspladser ud af landet. Jeg arbejder for den vækstdagsorden, der ønsker de bedste forhold for erhvervslivet og for økonomisk tryghed i danskernes hverdag. Vejen til vækst går ikke igennem højere afgifter, større udgifter i hverdagen og pres på erhvervslivet, herunder også banksektoren.

Det er på mode at lange ud efter bankerne og give dem skylden for krisen og det meste andet. Tobinskatten skal tøjre bankerne, forstår man på europæiske venstreorienterede. Problemet er blot, at effekten vil være den modsatte. Bankaktiviteterne vil flytte ud af landet og ud af EU og finde de smuthuller, der uden tvivl vil være, forbrugerne skal betale mere og bankerne er nu uden for statslig og europæisk rækkevidde.

Jeg er ikke i tvivl: Nej tak til tobin for forbrugernes skyld.

Nu lyder det imidlertid fra skatteministeren, at afgiften på marmelade – heldigvis – vil blive ”væsentligt lavere” end de 23,75 kr. pr. kg., som i øjeblikket gælder for chokolade.

For mig virkede det ellers logisk, at afgiftsstigningen på sukkerholdige varer ville være den samme på alle varer, hvis ikke andet var oplyst. Skatteministeren burde derfor have formuleret sig meget klarere fra starten af. Og jeg er ikke den eneste, som har misforstået ministeren. Foruden Fynbo Foods har Orla Hav (S) og Bjarne Laustsen (S) delt opfattelse af, at afgiften også ville gælde marmelade.

Det er bekymrende, at regeringens manglende klarhed i forhold til deres egen politik dræber virksomhedernes investeringslyst, fordi virksomhederne ikke vil foretage de nødvendige investeringer af frygt for konsekvenserne af afgiften. Det må være en skatteministers fornemste opgave at skabe klarhed, så virksomhederne ikke skal stå i en uvis situation!

Jeg håber, at skatteministeren og regeringen hurtigt vil komme på banen med konkrete retningslinjer. Fynbo Foods og lignende virksomheder skal hurtigst muligt have et overblik over, hvor store afgifter de har i vente. For afgifterne kommer – det ligger jo desværre fast!

Det eneste initiativ, som vi har set fra ministeren for landdistrikter, er en fjernelse af nedrivningspuljen. I stedet opfordrer Carsten Hansen landets kommuner til at rive forfaldne boliger ned på ejernes regning. Ministeren forsvarer afskaffelsen af nedrivningspuljen med, at det ikke vedrører resten af landet.

Man kan kun ryste på hovedet over Carsten Hansens nyeste udmelding. Hvis Danmarks befolkning ikke skal støtte de hårdeste ramte landsdele, hvorfor skal vi så støtte folk i Afrika med flere penge, som regeringen lover? Det virker som om, at ministeren ikke har tænkt tanken til ende eller også har han glemt, at hans eget parti i udspillet ”Aktiv hjælp til yderområderne” fra 2010 lovede at fastholde den daværende nedrivningspulje? Afskaffelsen af nedrivningspuljen bliver endnu et af regeringens utallige løftebrud.

Landdistrikterne er hårdt ramt af arbejdsløshed, faldende befolkningstal og faldende huspriser, og der er brug for styrkende tiltag. Desværre er regeringen og Carsten Hansen godt på vej i den forkerte retning i deres afgiftsrus og stigende skatter. VK-regeringen indførte nedrivningspuljen som en hjælp til de kommuner, som trækkes med faldefærdige huse, der tiltrækker boligspekulanter og afskrækker nytilflyttere. Regeringen afskaffer nu puljen og ministerens forklaring er ærligt talt en smule arrogant. Det viser hans manglende forståelse for yderområdernes udfordringer.

Jeg savner handling fra ministerens side – yderområderne har fortjent en minister, som sætter handlinger bag ordene!

De nye udmeldinger er positive set med Venstres øjne, men regeringen er startet med at gå to skridt i den forkerte retning. Først indførte de stigende skatter og afgifter på 5 mia. kr., og så afskaffede de kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450 timers reglen – alle tiltag, som gør det mindre attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats.

At skattelettelserne skal gå til dem, der har en lønindkomst, er vi i Venstre helt enige i. Vi mener netop, at det skal kunne betale sig at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet frem for at stå uden for. Desværre beskriver Thor Möger Pedersen i sin kronik ikke hvordan og med hvilke instrumenter, regeringen vil sænke skatten, og dagens finanslovsdebat i folketingssalen har vist, at det er meget svært at få et klart svar på netop de spørgsmål. Derfor kan man jo frygte, at regeringen sænker skatten på arbejdet, men finansierer gildet med en omflytning af skattebyrden med højere afgifter – afgifter som vil ramme den almindelige borger.

Imens det er umuligt at få at vide, hvordan regeringen har tænkt sig at finansiere en sænkning af skatten på arbejde, så går det strakt bedre med at lufte usande påstande om den tidligere VK-regering. Således kan man i skatteministerens kronik forstå, at det er de borgerliges politik, der er skyld i det ikke kan betale sig at arbejde:

”FOR I DAG – efter ti års borgerligt styre – så ved vi, at det for en del mennesker stadig er sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde. De borgerliges kombination af at gøre dem på kanten af arbejdsmarkedet fattigere samtidig med, at de gav ufinansierede skattelettelser – det virkede ikke.”, skriver Thor Möger Pedersen. 

Her må jeg desværre skuffe skatteministeren med sandheden. Alle påstande om, at den tidligere VK-regering og Dansk Folkeparti gav ufinansierede skattelettelser til de allermest velstående i Danmark, er en direkte løgn. Sandheden er, at de tidligere skattereformer var fuldt finansierede, og alle bidrog de til, at det bedre kunne betale sig at være på arbejdsmarkedet frem for at stå udenfor.

Hvis vi fx kigger på nedsættelserne af skatten på arbejde i 2004 og 2007, hvem fik så gavn af disse skattelettelser? Det var i høj grad mellem- og lavindkomsterne, som fik gavn af disse. 

Den tidligere regering indførte i 2004 et beskæftigelsesfradrag samt en forhøjelse af grænsen for, hvornår man skal betale mellemskat.

En ændring som betød, at der var et loft på 5.313 kr., som den maksimale skattelettelse kunne udgøre for alle indkomstgrupper. Grænsen blev nået ved en indkomst på 254.000 kr., og selvom man tjente mere, så udløste det ingen større skattelettelse.

Lavere Skat på Arbejde II fra 2007 indeholdte et højere beskæftigelsesbidrag, højere mellemskattegrænse samt en forhøjelse af den skattefrie bundgrænse. En person med en månedsløn på 30.400 kr. kunne maksimalt får en skattelettelse på 5.546 kr. Tjente man mere end det, så fik man stadig maksimalt 5.546 kr. i skattelettelser på indkomsten.

Det holder derfor ikke, når Thor Möger Pedersens udtaler, at det tidligere regering foretog ufinansierede skattelettelser, og gjorde det mindre attraktivt at gå på arbejde.

Jeg ser dog frem til forhandlingerne af den nye skattereform. Thor Möger Pedersens udmelding om at det skal kunne betale sig at arbejde, er positive toner fra en SF-minister. Det afgørende er imidlertid, at der er tale om reelle skattelettelser – ikke skattelettelser, som bliver finansieret af nye afgifter for den enkelte borger!

Da S og SF i sin tid gik til valg lovede de guld og grønne skove. Helle Thorning og Villy Søvndal lovede bl.a. at de offentlige budgetter ville bugne, borgerne ville få større beskæftigelsesfradrag, pensionister højere pensioner, bankerne ville blive beskattet hårdere og at de rigeste skulle rammes med en indførelse af millionærskat. Alt det, der skulle redde Danmark fra de økonomiske problemer, men som ikke er blevet til noget.

100 dage efter sin tiltrædelse har Helle Thorning ikke formået at føre Danmark nærmere det grønnere og mere økonomisk stærke Danmark, som statsministeren udpegede som mål under valgkampen. I stedet har regeringen øget afgifter på bl.a. erhvervslivet, slik, alkohol og cigaretter.

NOx-afgiften koster arbejdspladser og suger konkurrenceevnen ud af mange danske virksomheder.

Grænsehandlen vil stige voldsomt, men regeringen får da skabt vækst og beskæftigelse – det bliver desværre bare i grænsebutikkerne i Tyskland.

For mig er det helt afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det har regeringen desværre modarbejdet ved at afskaffe kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Debatten om ”fattige” Carina har med al tydelighed vist, at højere overførselsindkomster ikke vil få folk i arbejde – tværtimod.

Regeringen har dog foretaget fornuftige ting. Regeringen har nemlig gennemført VK-regeringens tilbagetrækningsreform – selvom S og SF gik til valg på at afskaffe den. Men det er et løftebrud, som regeringen ikke skal høre noget for fra min side.

Der er ingen tvivl om, at Danmark befinder sig i en svær tid, og det er helt afgørende, at vi formår at tage de rigtige beslutninger. Men i regeringens første 100 dage har Helle Thorning og co. ikke formået at hjælpe Danmark ud af krisen.

Der er mange flotte ord fra regeringens side. Jeg mener, at regeringen skal måles på sine handlinger, og så er der desværre ikke mange positive nyheder efter regeringens første 100 dage.