Spørgsmålet er, om man skal have en europæisk eller global tobinskat. Den europæiske version vil presse handlen til dele af verden, hvor den ikke møder bedre forhold som det f.eks. ses i dag med Cayman Islands. En global tobinskat uden undtagelser virker i bedste fald usandsynlig.

En ting er imidlertid sikker uanset løsningen; du og alle de andre forbrugere betaler gildet.

Hvem endte med at betale, da afgifterne på alkohol og cigaretter blev sat op? Ikke Skandinavisk Tobakskompagni og Carlsberg, men danskerne! Forbrugerne bliver ramt, når afgifter sættes op og derefter virksomhederne. I forhold til afgifter på cigaretter og alkohol går det hårdt ud over detailhandlen. Tobinskatten vil føre til tabte arbejdspladser i den finansielle sektor.

Regeringen står for en afgiftspolitik, der effektivt gør hverdagen dyrere for den enkelte dansker og eksporterer arbejdspladser ud af landet. Jeg arbejder for den vækstdagsorden, der ønsker de bedste forhold for erhvervslivet og for økonomisk tryghed i danskernes hverdag. Vejen til vækst går ikke igennem højere afgifter, større udgifter i hverdagen og pres på erhvervslivet, herunder også banksektoren.

Det er på mode at lange ud efter bankerne og give dem skylden for krisen og det meste andet. Tobinskatten skal tøjre bankerne, forstår man på europæiske venstreorienterede. Problemet er blot, at effekten vil være den modsatte. Bankaktiviteterne vil flytte ud af landet og ud af EU og finde de smuthuller, der uden tvivl vil være, forbrugerne skal betale mere og bankerne er nu uden for statslig og europæisk rækkevidde.

Jeg er ikke i tvivl: Nej tak til tobin for forbrugernes skyld.

Nu lyder det imidlertid fra skatteministeren, at afgiften på marmelade – heldigvis – vil blive ”væsentligt lavere” end de 23,75 kr. pr. kg., som i øjeblikket gælder for chokolade.

For mig virkede det ellers logisk, at afgiftsstigningen på sukkerholdige varer ville være den samme på alle varer, hvis ikke andet var oplyst. Skatteministeren burde derfor have formuleret sig meget klarere fra starten af. Og jeg er ikke den eneste, som har misforstået ministeren. Foruden Fynbo Foods har Orla Hav (S) og Bjarne Laustsen (S) delt opfattelse af, at afgiften også ville gælde marmelade.

Det er bekymrende, at regeringens manglende klarhed i forhold til deres egen politik dræber virksomhedernes investeringslyst, fordi virksomhederne ikke vil foretage de nødvendige investeringer af frygt for konsekvenserne af afgiften. Det må være en skatteministers fornemste opgave at skabe klarhed, så virksomhederne ikke skal stå i en uvis situation!

Jeg håber, at skatteministeren og regeringen hurtigt vil komme på banen med konkrete retningslinjer. Fynbo Foods og lignende virksomheder skal hurtigst muligt have et overblik over, hvor store afgifter de har i vente. For afgifterne kommer – det ligger jo desværre fast!

Det eneste initiativ, som vi har set fra ministeren for landdistrikter, er en fjernelse af nedrivningspuljen. I stedet opfordrer Carsten Hansen landets kommuner til at rive forfaldne boliger ned på ejernes regning. Ministeren forsvarer afskaffelsen af nedrivningspuljen med, at det ikke vedrører resten af landet.

Man kan kun ryste på hovedet over Carsten Hansens nyeste udmelding. Hvis Danmarks befolkning ikke skal støtte de hårdeste ramte landsdele, hvorfor skal vi så støtte folk i Afrika med flere penge, som regeringen lover? Det virker som om, at ministeren ikke har tænkt tanken til ende eller også har han glemt, at hans eget parti i udspillet ”Aktiv hjælp til yderområderne” fra 2010 lovede at fastholde den daværende nedrivningspulje? Afskaffelsen af nedrivningspuljen bliver endnu et af regeringens utallige løftebrud.

Landdistrikterne er hårdt ramt af arbejdsløshed, faldende befolkningstal og faldende huspriser, og der er brug for styrkende tiltag. Desværre er regeringen og Carsten Hansen godt på vej i den forkerte retning i deres afgiftsrus og stigende skatter. VK-regeringen indførte nedrivningspuljen som en hjælp til de kommuner, som trækkes med faldefærdige huse, der tiltrækker boligspekulanter og afskrækker nytilflyttere. Regeringen afskaffer nu puljen og ministerens forklaring er ærligt talt en smule arrogant. Det viser hans manglende forståelse for yderområdernes udfordringer.

Jeg savner handling fra ministerens side – yderområderne har fortjent en minister, som sætter handlinger bag ordene!

De nye udmeldinger er positive set med Venstres øjne, men regeringen er startet med at gå to skridt i den forkerte retning. Først indførte de stigende skatter og afgifter på 5 mia. kr., og så afskaffede de kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450 timers reglen – alle tiltag, som gør det mindre attraktivt at arbejde og yde en ekstra indsats.

At skattelettelserne skal gå til dem, der har en lønindkomst, er vi i Venstre helt enige i. Vi mener netop, at det skal kunne betale sig at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet frem for at stå uden for. Desværre beskriver Thor Möger Pedersen i sin kronik ikke hvordan og med hvilke instrumenter, regeringen vil sænke skatten, og dagens finanslovsdebat i folketingssalen har vist, at det er meget svært at få et klart svar på netop de spørgsmål. Derfor kan man jo frygte, at regeringen sænker skatten på arbejdet, men finansierer gildet med en omflytning af skattebyrden med højere afgifter – afgifter som vil ramme den almindelige borger.

Imens det er umuligt at få at vide, hvordan regeringen har tænkt sig at finansiere en sænkning af skatten på arbejde, så går det strakt bedre med at lufte usande påstande om den tidligere VK-regering. Således kan man i skatteministerens kronik forstå, at det er de borgerliges politik, der er skyld i det ikke kan betale sig at arbejde:

”FOR I DAG – efter ti års borgerligt styre – så ved vi, at det for en del mennesker stadig er sådan, at det ikke kan betale sig at arbejde. De borgerliges kombination af at gøre dem på kanten af arbejdsmarkedet fattigere samtidig med, at de gav ufinansierede skattelettelser – det virkede ikke.”, skriver Thor Möger Pedersen. 

Her må jeg desværre skuffe skatteministeren med sandheden. Alle påstande om, at den tidligere VK-regering og Dansk Folkeparti gav ufinansierede skattelettelser til de allermest velstående i Danmark, er en direkte løgn. Sandheden er, at de tidligere skattereformer var fuldt finansierede, og alle bidrog de til, at det bedre kunne betale sig at være på arbejdsmarkedet frem for at stå udenfor.

Hvis vi fx kigger på nedsættelserne af skatten på arbejde i 2004 og 2007, hvem fik så gavn af disse skattelettelser? Det var i høj grad mellem- og lavindkomsterne, som fik gavn af disse. 

Den tidligere regering indførte i 2004 et beskæftigelsesfradrag samt en forhøjelse af grænsen for, hvornår man skal betale mellemskat.

En ændring som betød, at der var et loft på 5.313 kr., som den maksimale skattelettelse kunne udgøre for alle indkomstgrupper. Grænsen blev nået ved en indkomst på 254.000 kr., og selvom man tjente mere, så udløste det ingen større skattelettelse.

Lavere Skat på Arbejde II fra 2007 indeholdte et højere beskæftigelsesbidrag, højere mellemskattegrænse samt en forhøjelse af den skattefrie bundgrænse. En person med en månedsløn på 30.400 kr. kunne maksimalt får en skattelettelse på 5.546 kr. Tjente man mere end det, så fik man stadig maksimalt 5.546 kr. i skattelettelser på indkomsten.

Det holder derfor ikke, når Thor Möger Pedersens udtaler, at det tidligere regering foretog ufinansierede skattelettelser, og gjorde det mindre attraktivt at gå på arbejde.

Jeg ser dog frem til forhandlingerne af den nye skattereform. Thor Möger Pedersens udmelding om at det skal kunne betale sig at arbejde, er positive toner fra en SF-minister. Det afgørende er imidlertid, at der er tale om reelle skattelettelser – ikke skattelettelser, som bliver finansieret af nye afgifter for den enkelte borger!

Da S og SF i sin tid gik til valg lovede de guld og grønne skove. Helle Thorning og Villy Søvndal lovede bl.a. at de offentlige budgetter ville bugne, borgerne ville få større beskæftigelsesfradrag, pensionister højere pensioner, bankerne ville blive beskattet hårdere og at de rigeste skulle rammes med en indførelse af millionærskat. Alt det, der skulle redde Danmark fra de økonomiske problemer, men som ikke er blevet til noget.

100 dage efter sin tiltrædelse har Helle Thorning ikke formået at føre Danmark nærmere det grønnere og mere økonomisk stærke Danmark, som statsministeren udpegede som mål under valgkampen. I stedet har regeringen øget afgifter på bl.a. erhvervslivet, slik, alkohol og cigaretter.

NOx-afgiften koster arbejdspladser og suger konkurrenceevnen ud af mange danske virksomheder.

Grænsehandlen vil stige voldsomt, men regeringen får da skabt vækst og beskæftigelse – det bliver desværre bare i grænsebutikkerne i Tyskland.

For mig er det helt afgørende, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det har regeringen desværre modarbejdet ved at afskaffe kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Debatten om ”fattige” Carina har med al tydelighed vist, at højere overførselsindkomster ikke vil få folk i arbejde – tværtimod.

Regeringen har dog foretaget fornuftige ting. Regeringen har nemlig gennemført VK-regeringens tilbagetrækningsreform – selvom S og SF gik til valg på at afskaffe den. Men det er et løftebrud, som regeringen ikke skal høre noget for fra min side.

Der er ingen tvivl om, at Danmark befinder sig i en svær tid, og det er helt afgørende, at vi formår at tage de rigtige beslutninger. Men i regeringens første 100 dage har Helle Thorning og co. ikke formået at hjælpe Danmark ud af krisen.

Der er mange flotte ord fra regeringens side. Jeg mener, at regeringen skal måles på sine handlinger, og så er der desværre ikke mange positive nyheder efter regeringens første 100 dage.

Jeg gentager gerne hovedbudskabet fra Venstre, og det er, at vi ikke synes, at det skal være dyrere at være dansker. Nu står vi igen med et lovforslag – en del af den røde finanslov – som entydigt vil gøre det dyrere at være dansker, og derfor er det jo rimelig logisk allerede nu at slå fast, at det selvfølgelig ikke er et forslag, som vi kan støtte i Venstre.

Hvad går forslaget så ud på? Ja, man kan vel egentlig kalde det alt godt og skidt fra Skatteministeriet. Der er syv elementer i det. Jeg tror ikke, at jeg når at komme omkring alle elementerne, men lad mig starte fra en ende af.

I forhold til det første punkt, nemlig afskaffelse af multimediebeskatningen, vil jeg sige, at det jo da lyder fristende at få afskaffet multimedieskatten, men når man så går et spadestik dybere, er der måske ikke så meget at se positivt på. For det centrale er jo, at man genindfører en endnu ikke afklaret form for beskatning af fri telefon. Noget tyder på, at vi får en smartphoneskat, altså hvor en iPhone skal beskattes, mens en iPad ikke skal. Den større logik i det har vi endnu til gode at forstå.

Sådan er der rejst ufattelig mange spørgsmål, siden regeringen barslede med forslaget. Altså, der tages slet ikke højde for den teknologiske udvikling på området, og jeg er helt sikker på, at vi vil blive vidne til her i Folketinget, at der vil blive rettet, justeret og strammet i reglerne fremover. Efterhånden som erfaringerne gøres og regeringen mener, at der er ting, der måtte være for lempelige, er vi i Venstre ikke i tvivl om, at der vil komme yderligere stramninger.

Ændringen betyder også, at den bruttolønsordning, som mange i dag har stor glæde af, stort set de facto og reelt bliver afskaffet. Jeg synes også, det er imponerende – vi har jo set et eksempel beskrevet i medierne på, hvorledes man nu vil opnå en beskatning på 150 pct. i forbindelse med indkøb over en bruttolønsordning – for man må da sige, at selv for en minister fra SF er det godt gået at øge beskatningen til 150 pct.

For bare at understrege de bekymringer, som jeg her rejser, er det jo af medierne i dag fremgået, at såvel Dansk Erhverv som IT- Branchen forventer, at det provenu, som Skatteministeriet har beregnet, ikke holder, for de forventer, at langt flere vil blive omfattet af beskatning af fri telefon.

Et andet element i lovforslaget er ophævelsen af skattefritagelsen for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Det er velkendt, at vi i Venstre har været store tilhængere af, at arbejdsgiverne kunne tage et større socialt ansvar, så når en virksomhed gik ind og gav alle medarbejdere en sundhedsforsikring, skulle det ikke have skattemæssige konsekvenser. Derfor mener vi, det er helt forkert at ophæve skattefriheden for sundhedsforsikringer og sundhedsbehandlinger. For som også flere høringssvar påpeger, kan forslaget reelt føre til, at sygefraværet på arbejdspladserne vil stige. Ja, der skal jo heller ikke meget logik til at forestille sig, at hvis ikke en operation betales af en sundhedsforsikring, skal den af gode grunde betales af de offentlige kasser via de offentlige sygehuse, og så ender vi med at stå med større udgifter til sundhedsvæsenet, som skal finansieres af skatteborgerne, i stedet for at nogle benytter en sundhedsforsikring. Så spørgsmålet er, hvorvidt der i det hele taget – når man gør hele regnestykket op – reelt kommer til at ses en besparelse for statens vedkommende.

Boligjobordningen får også en justering, og vi skal da fra Venstres side glæde os over, at ordningen overlever 1 år mere, end regeringen ellers havde stillet i udsigt. I den forbindelse kan jeg love skatteministeren, at vi i Venstre vil spørge ind til, hvornår det indberetningsmodul hos SKAT bliver klar, således at den digitale indberetning og afregning i alles interesse kan foregå hurtigst muligt.

Endelig vil jeg – alt efter hvad tiden tillader i forhold til de mange elementer – slå ned på, at der indføres en supplerende grøn check til familier med lave indkomster på 23 kr. om måneden, og det er så det, der skal kompensere for den her afgiftsbuket med voldsomme stigninger, som vil ramme hårdt og tungt i familier med de mindste indkomster. Men de kan jo så glæde sig over, at de får 23 kr. ekstra om måneden.

Det er et forslag, der gør det markant dyrere at være dansker, og som ikke er med til at sikre en positiv udvikling, så vi bliver mere konkurrencedygtige, og så det ikke bliver dyrere at være dansker. Så vi har faktisk ikke ret meget pænt at sige om det.

Så vi kan fra Venstres side ikke støtte forslaget

Nytårstalen i går aftes viste, at statsministeren nu endelig har forstået, at den økonomiske krisesituation, som Danmark befinder sig i, er dybt alvorlig. Der er behov for stram økonomisk styring, og vi står overfor historiske reformer, lød de nye toner fra statsministeren. Før valget var Helles budskab ellers, at man ikke kunne spare sig ud af krisen. Her var Helle imod reformer, som eksempelvis den nødvendige efterlønsreformen, og den eneste kur mod krisen var ifølge S og SF øget offentligt forbrug. Endnu engang kan vi konstatere, at hvad Helle sagde før valget, ikke gælder efter valget.

Jeg glæder mig over, at det tilsyneladende er gået op for statsministeren, at det er nødvendigt at have balance mellem indtægter og udgifter. At ambitiøse reformer er den eneste rigtige vej for at sikre en ansvarlig økonomisk kurs for Danmark. Desværre så holder det billede, som Helle Thorning i går forsøgte at tegne af regeringens politik, ikke en tomme. Virkeligheden viser, at den nye regering, siden den trådte til, har ført en politik, der går stik imod den politiske kurs, som Helle Thorning i går prædikede. Nye skatter og afgifter der dræber væksten, tilbagerulninger af nødvendige reformer og nye regler, der dræber konkurrenceevnen har været den politiske virkelighed, som Helle Thorning og hendes regering har disket op med. Det klinger hult, når statsministeren i sin nytårstale taler om økonomisk ansvarlighed, fordi den politik hun leverer, er et konkret bevis på det modsatte. 

Eksempelvis formåede Helle Thorning flere gang i talen at understrege, hvor meget det stødet hende, når danskere ikke gjorde en indsats eller snød systemet. Men samtidig afskaffer regeringen både kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen – begge tiltag, der gør det mindre attraktivt at være på arbejdsmarkedet og mere lukrativt at være på overførselsindkomst. Begge tiltag, der medvirker til, at det ikke kan betale sig at gøre en indsats og bedre kan betale sig at snyde uden om.

Også statsministerens løfte om at kickstarte den danske vækst og skabe flere arbejdspladser er dybt utroværdigt. Ikke et eneste sted i talen fik danskerne af vide, hvordan regeringen konkret vil løfte den danske vækst eller hvilke initiativer, der skal til for at sikre danske arbejdspladser. I stedet så kan danskerne se frem til nye skatter og afgifter for over fem milliarder kroner, der ikke alene gør det dyrere at være dansker, men også koster arbejdspladser og konkurrenceevne. Hvordan skal en øget skat på slik, alkohol og cigaretter, der trækker danske arbejdspladser over grænse, hjælpe på væksten? Hvordan skal en NOx-afgift, der koster konkurrenceevne og arbejdspladser, hjælpe på væksten? Højere skatter og afgifter er vækstdræbende. Derfor er det hyklerisk, når Helle Thorning i sin tale forsøger at bilde danskerne ind, at regeringens politik vil kickstarte noget som helst. Det eneste regeringen kickstarter med sin vækstkur er en forøgelse af Danmarks gæld og en forringelse af Danmarks fremtidsmuligheder.  

Helle Thornings første nytårstale var et festfyrværkeri af letkøbte løfter og fine floskler, men en rigtig fuser, når det gjaldt politisk indhold. Det er dybt bekymrende ikke mindst taget den økonomiske situation i betragtning. Danmark har brug for politisk lederskab – ikke en handlingslammet statsminister, der ikke kan levere de nødvendige politiske løsninger, som Danmark har brug for.

2- jeg gentager 2.

Det var ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt antallet af løfter, som S og SF afgav i valgkampen.

Da Socialdemokratiets politiske ordfører af Politiken blev spurgt om, hvilke to afgørende løfter Socialdemokratiet gik til valg på var budskabet:

»For at være ærlig: I valgkampen havde jeg meget travlt med betalingsringen, jeg fulgte ikke så meget med i de store debatter«, sagde han.

Finansordføreren fra S kendte heller ikke de to punkter: »Nej, man kan ikke rangordne det. Vi gik til valg på en vifte af ting”

Ja, det tør siges. Men det var ikke kun de to centrale socialdemokrater, der havde misforstået valgkampen – det havde alle vælgerne åbenbart også. 

Jeg forstår derfor godt, at Jens Skipper (Venstres partisekretær, red.) kritiserer de brude løfter.

For i ren og skær iver efter at få regeringsmagten blev der udstedt løfter til højre og venstre. De offentlige budgetter ville bugne, borgerne ville få større beskæftigelsesfradrag, pensionister højere pensioner.

Jeg skal skåne jer for at oplæse samtlige socialdemokratiske og folkesocialistiske løfter fra valgkampen. For listen over de brudte løfter ville blive næsten lige så lang.

Da jeg i Finansudvalget bad Claus Hjort om at regne på ”den mest gennemarbejdede økonomiske plan fra en opposition nogensinde” – Fair Løsningen – var svaret, at planen var underfinansieret med mellem 22 og 39 milliarder kroner.

”Misbrug af embedsmænd, politisering af centraladministrationen”, lød det fra den nuværende justitsminister. Efter valget stillede jeg det samme spørgsmål til den nye finansminister, som jo er penneføreren på Fair Løsning. Og hvad var svaret? Fair Løsning mangler stadigvæk mellem 22-39 mia. kr. i finansiering.

Altså var budskabet fra S og SF i valgkampen løgn og latin.

Alligevel skal vi stadig høre på, at de gyldne løfter ikke bliver til noget, fordi S og SF ikke fik 90 mandater. Men sandheden er jo, at selvom S og SF havde fået 90 mandater, så ville de aldrig være i stand til at indfri de mange løfter, simpelthen fordi deres regnestykker ikke passede.

Jeg husker, hvordan diskussionen omkring en flypassagerafgift særligt i Nordjylland fik hårene til at rejse sig. En særskat på nordjysk erhvervsliv – men den er ikke blevet til noget – endnu.

Jeg husker, hvordan den millionærskat, der skulle redde landets problemer, ikke er blevet til noget – endnu.

Jeg husker, hvordan bankerne – reelt kunderne – skulle beskattes hårdere, men det er ikke blevet til noget – endnu.

Jeg husker, hvordan lastbiltransport skulle beskattes hårdere – men det er ikke blevet til noget – endnu.

Jeg husker, hvordan stigende cigaretafgifter skulle finansiere bedre kræftbehandling, livstruende sygdomme, forbyggende sundhedstjek, flere folkeskolelærer, to-lærerordning, ekstra aktivitet på sygehusene, forhindre fyringer som følge af en socialdemokratisk regionsformands overforbrug og bedre rehabilitering. Til trods for, at Finansministeriet beregnede effekterne af stigende cigaretafgifter til at være negativt, så fortsatte løftestrømmen.

Jeg husker, hvordan en betalingsring omkring København skulle hive 2 mia.kr. ekstra op af lommerne på danskerne. 

Helt ærligt – bare fordi Ole Sohn savner en mur i Berlin, så skal han da ikke bygge en ny op i København! Den er ikke blevet til noget endnu, men den kommer. 

Jeg husker løfterne….

I går præsenterede regeringen så sin skatteregning til danskerne. Det bliver markant dyrere at være dansker. Erhvervslivet skal rammes.

Løftebrudene står fortsat i kø, men jeg frygter, at på skatteområdet kommer regeringen til at holde ord – flypassagerafgift, lastbilafgift, betalingsmur, tilbagerulning af jordskattelettelser og meget mere – skal nok ende med at blive til virkelighed. Regeringen har trods alt næsten fire år til at tilfredsstille Enhedslistens hovedbestyrelse. Resultat vil derimod stå i skærende kontrast til løfterne fra S og SF, om at den almindelig dansker ikke skal betale mere i skat. For det kommer vi alle til.

Helle Thorning-Schmidt lovede før valget, at hun ville være garant for en ”løfteregering”

En »løftepolitik kombineret med en samarbejdspolitik«.. »Kontrakt bliver forbundet med den foghske metode. Det var kontrakter om mange ting. Jeg vil give nogle få løfter, som vi kan overholde. Jeg vil ikke lave en hel kontrakt, fordi der skal være en vis frihed. Det kommer med mit fokus på samarbejdspolitik,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

Dér ramte Helle Thorning plet. Masser af løfter, men de indfries ikke.

I Venstre lovede vi, at det ikke blev en dans på roser. Vi lovede ikke mælk og honning. Det gjorde S og SF – resultatet er et løftebrud af historiske dimensioner. Det sagde vi før, under og efter valgkampen. Det ved danskerne jo godt er rigtigt.

2 – kun 2 løfter – ja ja. Det er ingen kunst at love guld og grønne skove. Pengene skal passe. Det ved danskerne godt. Og derfor står vi i dag godt 2 måneder efter valget i en situation, hvor løftebrudene er mere end 2-cifrede. Men hvor vi i Venstre med stolthed i stemmen kan sige, at vi gik til valg på en hård, men nødvendig politik. Det var et ærligt løfte. For når alt andet svigter, så er det lettest at fortælle sandheden. Det har vi gjort, og det gør vi fortsat. Det giver respekt hos danskerne.

Tak for ordet.

“Far, hvorfor skal du afsted nu?”

Det er vi mange, der dagligt hører, når vi tager på arbejde.

I stedet for at slå spørgsmålet hen, så prøver jeg efter bedste evne at forklare, at far skal på arbejde, for at vi kan købe mad og legetøj.

Særligt det sidste vækker min søns forståelse….

En grundlæggende værdi hos os i Venstre er, at det skal kunne betale sig at arbejde – det burde være en selvfølge, men sådan er det desværre ikke. Trods 10 års fornuftige tiltag, er der stadig for alt for mange en beskeden gevinst ved at arbejde.

For det er ikke for sjov at vi i Venstre siger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det er en grundlæggende værdi.

Jeg kan som liberal ikke se mig selv øjnene, hvis den enlige mor, der passer sit job i kassen i Netto, skal være til grin for at gå på arbejde. Hun står op hver dag, får ungerne i daginstitution og kæmper for, at de forstår værdien af et arbejde.

Hun er grunden til, at jeg er Venstremand. For med sin daglige indsats for sine børn og sit arbejde bidrager hun til et samfund, hvor dem, der kan og vil, trækker i den rigtige retning. Hun venter ikke på systemet. Hun venter ikke på, at nogen skal hjælpe hende. Hun venter ikke på, at nogen skal gøre hende til offer. Hun passer sit. Hun passer sine børn. Hun er med til at få samfundet til at hænge sammen. Hun er grunden til, at vi kan kalde Venstre for Danmarks moderne arbejderparti.

Jeg tror, mange af os her har prøvet det. I valgkampen har vi mødt tusindvis af danskere, der bakker op om Venstres grundlæggende værdier. Du kan ikke se, hvem de er – ingen særlige kendetegn, for alle typer af mennesker er Venstrefolk.

Hvorfor? Fordi en af grundværdierne i at være Venstremand er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men hvad er vi vidne til lige nu?

Jo, en regering, som hæver skatter og afgifter massivt, der konsekvent rammer de laveste indkomster hårdest. I den forbindelse betragter jeg det som en hån, at Enhedslisten aftryk på finansloven er 23 kr. ekstra til de laveste indkomster, som rammes hårdest af regeringens skatte- og afgiftspolitik.

Den enlige mor oplever, at hendes pensionsopsparing svækkes. At indkøbsvognen bliver dyrere at fylde op, at hendes virksomhed rammes af nye afgifter.

Har vi brug for det i Danmark?

Nej, vi har brug for, at det er attraktivt at investere i vores land. At udenlandske selskaber ikke mistænkeliggøres for at snyde på vægten. At en aftale er en aftale.

Desværre har vi en regering nu, som sammen med Enhedslisten er mere optaget af at sende penge efter dem, der ikke er på arbejdsmarkedet.

De skulle skamme sig. For hvad er deres svar til den enlig mor, der hver dag står op og passer sit arbejde og viser ungerne, at for at få råd til lørdagsslik skal man arbejde?

Deres svar på aktuelle og fremtidige udfordringer er stigende skatter og afgifter, mindre gevinst ved at arbejde, dårligere konkurrenceevne.

Jeg er stolt over, at være Venstremand. For i Venstre ved vi, at de fleste danskere kan og vil gøre en forskel i hverdagen, Det er vores fornemste opgave at kæmpe for deres sag. Hvis ikke vi skulle, hvem skulle så?

Og hvis ikke vi fremmer virketrang, vilje og selvstændighed, så får vi et fattigere samfund – ikke bare økonomisk på grund af regeringens mange stigende skatter og afgifter, men også menneskeligt, på grund af et svigt af de værdier, som det danske samfund bygger på, men som den nye regering systematisk er ved at nedbryde.

Den nye opfindsomme afgifter vender den tunge ende nedad og rammer over en meget bred kam.

Vi i Venstre vil ikke være med til at ramme helt almindelige danskere, der passer deres job og familie, på pengepungen. Der skal være sikkerhed og tryghed om skatten – det er almindelig respekt for almindelige mennesker.

Den nye regering har gjort løftebrud og løftede pegefingre til sin politik.  Den røde politik handler om signaler og politisk korrekthed, der rammer den enkelte dansker og gør hverdagen dyrere. Det kan hverken danskerne eller Danmark være tjent med.

Tak for ordet.

Med tanke på de magiske (dyre) cigaretpenge blev jeg meget overrasket, da jeg så, at regeringen i finanslovsforslaget planlægger en stigning i afgiften på cigaretter med 3 kr. Det glæder mig, men det undrer mig også, for hvor skal pengene så komme fra til alle de røde løfter?

Beregninger fra skatteministeriet viste i 2009, at grænsehandlen ville stige med 70 %, hvis man gennemførte afgiftsstigninger på de 3,9 mia. kr. som S og SF planlagde i Fair Forandring og senere i Fair Løsning 2020.
Jeg er naturligvis klar over den sundhedsrisiko, der er forbundet med alkohol, cigaretter osv. Derfor skal der også være afgifter på de varer, men det skal være kloge afgifter. Når afgifterne når et vist niveau, går forbrugerne over til grænsehandel, smugleri mv. Grænsehandel koster i tabte indtægter til staten og tabte arbejdspladser til Danmark. 

Min undren blev til sidst så stor, at jeg kaldte skatteminister, Thor Möger Pedersen (SF), i samråd for at få en forklaring. Her spurgte jeg ministeren om, hvorfor han havde ændret mening om afgifter på de usunde varer.

Skatteministeren forsøgte at forklare, at man da stadig gik op i sundhed og at man havde sat afgiften der, hvor det var klogest for at mindske grænsehandlen. Det var ikke muligt at få et klart svar på, hvorfor man så havde lovet vælgerne noget andet og i øvrigt bildt den danske befolkning ind, at man kunne betale alt med de famøse cigaretpenge.

Jeg roste ministeren for at tænke på beskæftigelsen – bare ærgerligt, at det er den tyske og ikke den danske, der får glæde af højere afgifter!

Der blev sagt mange ord fra ministerens side, men det kunne alt sammen koges ned til det korte bud: vi er blevet klogere i forhold til afgifter, grænsehandel og smugleri. Skatteministeren er tilsyneladende kommet til fornuft og har valgt at lægge afgifterne på et fornuftigt leje. Det kan man jo kun værdsætte – særligt hvis man ikke er en af dem, der troede på cigaretafgiftens magiske kræfter og stemte på S og SF.