Tale fra lørdag på Venstres Landsmøde 2011.
Det talte ord gælder.
2- jeg gentager 2.
Det var ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt antallet af løfter, som S og SF afgav i valgkampen.
Da Socialdemokratiets politiske ordfører af Politiken blev spurgt om, hvilke to afgørende løfter Socialdemokratiet gik til valg på var budskabet:
»For at være ærlig: I valgkampen havde jeg meget travlt med betalingsringen, jeg fulgte ikke så meget med i de store debatter«, sagde han.
Finansordføreren fra S kendte heller ikke de to punkter: »Nej, man kan ikke rangordne det. Vi gik til valg på en vifte af ting”
Ja, det tør siges. Men det var ikke kun de to centrale socialdemokrater, der havde misforstået valgkampen – det havde alle vælgerne åbenbart også.
Jeg forstår derfor godt, at Jens Skipper (Venstres partisekretær, red.) kritiserer de brude løfter.
For i ren og skær iver efter at få regeringsmagten blev der udstedt løfter til højre og venstre. De offentlige budgetter ville bugne, borgerne ville få større beskæftigelsesfradrag, pensionister højere pensioner.
Jeg skal skåne jer for at oplæse samtlige socialdemokratiske og folkesocialistiske løfter fra valgkampen. For listen over de brudte løfter ville blive næsten lige så lang.
Da jeg i Finansudvalget bad Claus Hjort om at regne på ”den mest gennemarbejdede økonomiske plan fra en opposition nogensinde” – Fair Løsningen – var svaret, at planen var underfinansieret med mellem 22 og 39 milliarder kroner.
”Misbrug af embedsmænd, politisering af centraladministrationen”, lød det fra den nuværende justitsminister. Efter valget stillede jeg det samme spørgsmål til den nye finansminister, som jo er penneføreren på Fair Løsning. Og hvad var svaret? Fair Løsning mangler stadigvæk mellem 22-39 mia. kr. i finansiering.
Altså var budskabet fra S og SF i valgkampen løgn og latin.
Alligevel skal vi stadig høre på, at de gyldne løfter ikke bliver til noget, fordi S og SF ikke fik 90 mandater. Men sandheden er jo, at selvom S og SF havde fået 90 mandater, så ville de aldrig være i stand til at indfri de mange løfter, simpelthen fordi deres regnestykker ikke passede.
Jeg husker, hvordan diskussionen omkring en flypassagerafgift særligt i Nordjylland fik hårene til at rejse sig. En særskat på nordjysk erhvervsliv – men den er ikke blevet til noget – endnu.
Jeg husker, hvordan den millionærskat, der skulle redde landets problemer, ikke er blevet til noget – endnu.
Jeg husker, hvordan bankerne – reelt kunderne – skulle beskattes hårdere, men det er ikke blevet til noget – endnu.
Jeg husker, hvordan lastbiltransport skulle beskattes hårdere – men det er ikke blevet til noget – endnu.
Jeg husker, hvordan stigende cigaretafgifter skulle finansiere bedre kræftbehandling, livstruende sygdomme, forbyggende sundhedstjek, flere folkeskolelærer, to-lærerordning, ekstra aktivitet på sygehusene, forhindre fyringer som følge af en socialdemokratisk regionsformands overforbrug og bedre rehabilitering. Til trods for, at Finansministeriet beregnede effekterne af stigende cigaretafgifter til at være negativt, så fortsatte løftestrømmen.
Jeg husker, hvordan en betalingsring omkring København skulle hive 2 mia.kr. ekstra op af lommerne på danskerne.
Helt ærligt – bare fordi Ole Sohn savner en mur i Berlin, så skal han da ikke bygge en ny op i København! Den er ikke blevet til noget endnu, men den kommer.
Jeg husker løfterne….
I går præsenterede regeringen så sin skatteregning til danskerne. Det bliver markant dyrere at være dansker. Erhvervslivet skal rammes.
Løftebrudene står fortsat i kø, men jeg frygter, at på skatteområdet kommer regeringen til at holde ord – flypassagerafgift, lastbilafgift, betalingsmur, tilbagerulning af jordskattelettelser og meget mere – skal nok ende med at blive til virkelighed. Regeringen har trods alt næsten fire år til at tilfredsstille Enhedslistens hovedbestyrelse. Resultat vil derimod stå i skærende kontrast til løfterne fra S og SF, om at den almindelig dansker ikke skal betale mere i skat. For det kommer vi alle til.
Helle Thorning-Schmidt lovede før valget, at hun ville være garant for en ”løfteregering”
En »løftepolitik kombineret med en samarbejdspolitik«.. »Kontrakt bliver forbundet med den foghske metode. Det var kontrakter om mange ting. Jeg vil give nogle få løfter, som vi kan overholde. Jeg vil ikke lave en hel kontrakt, fordi der skal være en vis frihed. Det kommer med mit fokus på samarbejdspolitik,« sagde Helle Thorning-Schmidt.
Dér ramte Helle Thorning plet. Masser af løfter, men de indfries ikke.
I Venstre lovede vi, at det ikke blev en dans på roser. Vi lovede ikke mælk og honning. Det gjorde S og SF – resultatet er et løftebrud af historiske dimensioner. Det sagde vi før, under og efter valgkampen. Det ved danskerne jo godt er rigtigt.
2 – kun 2 løfter – ja ja. Det er ingen kunst at love guld og grønne skove. Pengene skal passe. Det ved danskerne godt. Og derfor står vi i dag godt 2 måneder efter valget i en situation, hvor løftebrudene er mere end 2-cifrede. Men hvor vi i Venstre med stolthed i stemmen kan sige, at vi gik til valg på en hård, men nødvendig politik. Det var et ærligt løfte. For når alt andet svigter, så er det lettest at fortælle sandheden. Det har vi gjort, og det gør vi fortsat. Det giver respekt hos danskerne.
Tak for ordet.
